Fokusgruppe - 5 hurtige om at facilitere en god fokusgruppe
Du har helt sikkert nok hørt om den før - Fokusgruppen. Men ved du egentlig, hvad det kræver at facilitere en god fokusgruppe, som giver dig et væld af værdifulde indsigter, du kan bruge i dit udviklingsarbejde? Og har du styr på, hvilke dynamikker der optræder i en gruppediskussion, og hvilke krav det stiller til dig som facilitator? Fortvivl ej, vi har en “how to”-guide klar til dig her!
Men før vi starter, giver det mening, at italesætte hvilke fordele der er ved fokusgruppen som kvalitativ metode. Fokusgruppen er, set i forhold til kvalitative dybdeinterviews, først og fremmest billigere at facilitere, da man samler op til otte personer på samme tid. Derudover opstår der en gruppedynamik, der kan fremprovokere nuanceforskelle, og udfordre undervejs. Og endelig, så har andre end facilitatoren mulighed for, at observere gruppen via streaming eller glasvæg, som vi har i vores fokusgruppelokaler.
Her er, hvad du skal vide:
#1 FORMING, STORMING, NORMING OG PERFORMING
Ovenstående er de fire fundamentale faser i gruppeprocesser. At mestre disse er alfa omega for at skabe en god gruppedynamik.
Forming er første fase, og handler om at etablere gruppen, skabe en god grundstemning, få alle med og forklare og sætte rammen for resten af gruppens forløb.
Storming er anden fase, og her udfordrer deltagerne hinandens roller, idéer og holdninger. Her er moderatorens rolle, at bevare fokus og styring, hence navnet FOKUSgruppe. Som moderator er det din opgave at afbryde, hvis der opstår uhensigtsmæssige processer, hvor nogen er for dominerende, eller alle ryger med i en negativ spiral. Derudover skal du mestre en vekselvirkning mellem at være jovial og autoritær, så deltagerne får plads, men samtidig respekterer rammen du har sat.
Norming er den tredje fase, og her etablerer gruppen konsensus, og fordeler ubevidst rollerne imellem sig. Her skal du som moderator udfordre de etablerede roller og normer, så der holdes gang i gruppens kreativitet og dynamik. Det er samtidig også vigtigt at undgå, at gruppen bliver passiv. Er deltagerne ved at gå i stå, er det altså din opgave, som moderator, at sætte gang i dialogen igen.
Performing handler om, at gruppen fungerer som én aktiv enhed, der hviler i sig selv, og tackler uenighed konstruktivt. Det kræver, at du som moderator allokerer tid til at sætte fokus på problemet. Det er en god idé at benytte og uddybe udtalelser fra tidligere og således bringe dem i spil på ny.
#2 HAV STYR PÅ PRAKTIKKEN
Der er mange praktiske detaljer, remedier og overvejelser til en fokusgruppe. Og hvis ikke de er på plads, så virker man uprofessionel over for både kunder og deltagere. Som moderator skal du have styr på deltagerliste, bordplan, spørgeguide, navneskilte, testmaterialer og skemaer. Derudover skal der være styr på alt, lige fra om gruppen skal optages (så man har videofiler til senere brug), og hvor deltagerne skal opholde sig, inden de skal medvirke i gruppen. Det er vigtigt, at du eller en anden ansvarlig har gjort sig nogle klare overvejelser om praktikken forud for gruppen. Roller som serveringsassistent (typisk er der forplejning til en længere fokusgruppe), notetager, kundeansvarlig og selvfølgelig moderator er fordelt.
#3 REKRUTTER DE RIGTIGE DELTAGERE
En af fordelene ved fokusgruppen er, at den økonomisk set er mindre ressourcekrævende end dybdeinterviews. Dog betyder det også, at man kun har én chance for at få indsigterne - nemlig i løbet af de ca. to timer, hvor de 8 deltagere er samlet. Da du er afhængig af, at alle deltagere møder op, er det en god idé at committe dem i tre steps: 1) gennem en indledende telefonsamtale hvor du forklarer, hvad gruppen går ud på, og hvorfor det er vigtigt, at de møder op, 2) gennem opfølgende mail og 3) gennem opfølgende telefonsamtale dagen før fokusgruppen. Læs evt. vores guide til succesfuld kvalitativ rekruttering.
#4 SPØRGEGUIDEN
Og endelig skal du sørge for at lave en god spørgeguiden. Som moderator er spørgeguiden nemlig din holy grail, til at sikre, at du får det rigtige forløb undervejs i fokusgruppen. Samtidig formidler den til kunden, at du som moderator, har forstået problemstillingen, og at du ved hvordan, du bedst skaffer dig viden til, at kunne besvare den, ved hjælp af input fra deltagerne. Når du udarbejder en spørgeramme, skal du først overveje, hvad problemstillingen er, hvad du skal vide for at besvare den, og hvordan folk handler og tænker ift. problemstillingen baseret på tidligere hypoteser/undersøgelser. Derefter skal du overveje hvordan og med hvilket sprog, du ville spørge din mor. På den måde sikrer du, at du ikke kaster en masse buzzwords i hovedet på folk, som måske ikke er i målgruppen, og ikke har de samme forudsætninger som dig. Og så skal du for guds skyld huske TIDEN! Det er vigtigt, at du overholder tiden, så du når hele spørgerammen igennem.
Vi ønsker dig god fornøjelse med at blive en hero til at facilitere en fokusgruppe!