Mundbindet kan blive den kollektive trafiks bedste ven
Den kollektive trafik er gået ind i sin tredje corona-vinter, og fra mandag i sidste uge skulle vi igen have fat i mundbindet, når vi sidder i bussen eller toget og når vi står tæt i metroen. En irritationsfaktor vi troede vi var sluppet af med, og for os med briller et udsyn lig nul, når brillerne dugger og vi tumler rundt i mundbindsfremkaldt blindhed. Men man skal passe meget på med at udråbe mundbindet til at være den kollektive trafiks største fjende. For mundbindet er slet ikke hovedproblemet for den kollektive trafik. Måske ligefrem tværtimod.
Endnu en corona-vinter i den kollektive trafik
Wilkes nyeste prognose for den kollektive trafik, der er foretaget umiddelbart før Omikron-varianten meldte sin ankomst, viser at passagerne i høj grad er opmærksomme på corona-pandemien.
Wilkes prognose peger på, at den kollektive trafik set under ét ligger på indeks 80 i passagertal, men med store forskelle mellem landsdelene og transportformerne inden for den kollektive trafik. I nogle områder, især dem langt væk fra de store byer, ligner det en vinter med indeks 70 i passagertal. Vel at mærke uden at medregne eventuelle nedlukninger af skoler, der kan sende børnefamilierne hjem bag skærmen.
Tryghed frem for penge
Tallene fra den nye prognose viser også, at passagererne ubetinget lægger størst vægt på tryghed når de skal beskrive hvad det er der gør, om de vælger kollektiv trafik eller en anden transportform.
De tre udsagn der handler om tryghed er dem, flest passagerer angiver har stor eller meget stor betydning for deres valg af transportform.
De økonomiske argumenter, har nogen, men ikke lige så stor betydning.
Mindst betydning har det, om man skal bære mundbind. Kun lidt mere end hver tredje passagerer bedømmer mundbindet for at have stor eller meget stor betydning for, om de bruger den kollektive trafik.
Få styr på trygheden
Hvis passagerne skal blive i den kollektive trafik vinteren over, er det alfa og omega at få styr på trygheden. Oplevelsen af at stå tæt i et overfyldt transportmiddel uden styr på corona-forholdsregler er – stadig – gift for den kollektive trafiks appel til passagerne.
Mundbindet kan og bør være en del af de tiltag. Synligt fokus på rengøring og klare forholdsregler ligeså. Det er tiltag, der ligger klar i skuffen og som passagerne er fortrolige med. Vi passagerer synes det er irriterende at brillerne dugger, men vi kender rutinen med mundbindet og gør det gerne for at føles os trygge.
Og når det kommer til stykket, er der nok ikke nogen vej udenom. For passagerne vil heller ikke i corona-vinter nummer tre gå på kompromis med trygheden. Hvis vi føler os utrygge, kommer vi ikke. Så køber vi en bil, bil nummer to eller bil nummer tre i husstanden.
Og så er vi for evigt tabt.
Vil du vide mere?
Sammen med KTF, afholder vi et onlinewebinar om den kollektive trafik d. 6. januar kl. 13.00. Det er gratis at deltage, og du kan se frem til at møde:
Henrik Andersen fra Wilke, der fortæller om den nyeste prognose og de ting, der betyder mest for til- og fravalget af den kollektive trafik
Stine Ringvig Marsal, der med sin baggrund som Service Excellence Director i CPH vil give gode input til, hvordan passageroplevelsen kan tilpasses den nye normal, som corona er blevet.
Vil du vide mere?
Så skriv dit spørgsmål eller din kommentar til os her!