Mange danskere er klar til at droppe kontanterne

For en stor del af danskerne er det ikke længere vigtigt, at man kan betale med kontanter i butikkerne. Det mærker man tydeligt hos Arbejdernes Landsbank, der gerne ser udviklingen fortsætte.

16/12/2015

Hr. og fru Jensen vil ikke længere have krøllede pengesedler og fedtede enkroner til at fylde i bunden af lommerne.

Ifølge en ny undersøgelse foretaget af Wilke for FinansWatch, svarer blot en tredjedel at muligheden for kontantbetaling i butikker er "vigtigt" eller "meget vigtigt".

Den udvikling svarer helt overens med den virkelighed, de ser hos Arbejdernes Landsbank.

"Det undrer os ikke, for det er også det, vi selv oplever. Der er fortsat en efterspørgsel efter kontanter og kasser i bankerne, men selvfølgelig også i høj grad efter digitale tilbud," siger Forretningschef Jesper A. Nielsen til FinansWatch.

Hos Arbejdernes Landsbank fokuserer man forretningen i to spor. Dels det digitale, som man bruger meget energi på at udvikle, men også de 71 fysiske filialer, hvor man sågar har åbnet nye i år.

Co-founder og CEO i Dare Disrupt, Anders Hvid, har tidligere fortalt til FinansWatch, at det efter hans mening vil være absurd at bruge kontanter om bare fem år. Helt så hurtigt tror Jesper A. Nielsen dog ikke, det går.

"Vi tror, de forsvinder på et tidspunkt, men vi tror ikke, vi er et kontantløst samfund om to, tre eller fem år," siger han.

En fordel for bankerne

Uanset om der går fem, ti eller femten år, før Danmark er et kontantløst samfund, så ser Arbejdernes Landsbank positivt på udviklingen med færre kontanter.

"Inde fra bankerne ser vi en fordel i, at det bliver så digitalt som muligt, for håndtering af kontanter er dyrt. Og for mange kunder er det også en fordel at have digitale alternativer. Men det er ikke sikkert, at det for alle skal gå i den hastighed, som sektoren måske går efter. Derfor opretholder vi og bruger energi på begge tilbud," siger Jesper A. Nielsen.

Hos Dare Disrupt kan Anders Hvid kun se en fordel for bankerne i, at kontanterne forsvinder.

"Kontantsystemet er en ekstrem belastning og er virkelig dyrt for bankerne, og det udgør en stor sikkerhedsrisiko. Bankerne har et rimelig velfungerende dankortsystem allerede, som godt nok koster penge, men ikke meget sammenlignet med et kontantsystem," siger han til FinansWatch.

Med den øgede digitalisering åbner muligheden sig også for en ny slags kriminalitet - cyberkriminaliteten. Men ifølge Anders Hvid er frygten for at blive bestjålet eller hacket i den digitale verden ikke noget, danskerne frygter.

"Jeg oplever, at folk tilnærmelsesvis er naivt trykke med teknologiens sikkerhed, og det faktisk mere er det, der er problemet," siger Anders Hvid.

Kilde: FinansWatch

 


 

Watch Medier logo

Watch Medier og Wilke samarbejder løbende om udarbejdelse af branchespecifikke opinioner. Undersøgelsen er hver gang leveret af Wilke A/S, baseret på ca. 1000 interview med et repræsentativt udsnit af danskerne.

Vil du vide mere?

Kontakt os på tlf. 70 10 20 80 eller skriv til hej@wilke.dk